København – Malmø- Serbien

Dejligt endelig at være fremme, efter at have glædet sig længe. Først med bus fra København til Malmø lufthavn. Flere har spurgt hvorfor jeg ikke rejse med toget til Malmø og det simple svar er blot, at bussen sætter mig af i lufthavnen. Det var nu også en fin bustur så det gjorde mig intet, selv om jeg skulle  igennem grænsekontrol!

Flyveturen gik godt, jeg fik plads ved siden af en ung kvinde med flyskræk, så hun stod for en del af  underholdningen. En del serbere havde virkelig bagage med, selv da vi kom ind i flyet var der kaos og tumult, fra mit sæde var det sjovt at se, ikke usædvanligt de har 3-4 børn med og den ene familie valgte sågar at tage tre pakker bleer med som håndbagage. Nogle vil kalde det festligt, andre vil kalde det larmende. Som DSB ansat var det naturligvis en underlig fornemmelse at flyet blev forsinket et kvarter.

Da jeg steg ud af flyet i Serbien, faldt tempoet også, jeg fornemmede straks de ikke havde så travlt, så det en lille halv time i kø for at vise pas i de to skranker, som havde åbent. Personalet tog den også med ro, men var utrolig smilende og venlige. Da jeg kom ud steg larmen, ikke mindst fordi en ældre mand kastede sig ind foran mig og skreg TAXIIIIIIII., , jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle kure hen ad gulvet mens jeg skreg Nooooooooooooooooo, men da jeg vidste, der holdt en taxi klar gik jeg bare ud. Ganske rigtigt stod der en ung mand med et skilt hvor der stod Michael Madsen.

Fremme på hotellet måtte jeg ind og hæve penge til min unge chauffør, og selv om der ikke findes en hæveautomat, skyndte portieren at betale, så nu skylder jeg ham 360 dinarer. Han var meget venlig, viste mig rundt på det store hotel. Han fortalte at det serbiske landshold i håndbold for både mænd og kvinder også skulle bo her, det italienske landhold ligeså.

Han sagde at han ikke havde troet sine egne øjne da Michael Madsen havde tilmeldt sig en skakturnering, han mente at det meste at mit liv nok gik med at blive forvekslet med den amerikanske skuespiller af samme navn. Jeg kunne heldigvis berolige den venlige mand med at det ikke overskyggede mit liv.

Vi gik videre til spillestedet hvor jeg hilste på en masse mennesker, lige fra arrangørerne til hjælpere og en enkelt journalist og en venlig kineser, der var gået forkert :;-)

Til sidst blev jeg efterladt i restauranten hvor jeg drak en stor øl, fik noget god mad og skyllede det hele efter med en øl mere. Efter et hurtigt bad, tandbørstning lå jeg i den store seng og husker ikke ret meget mere, før søvnen tog over.

 

 

 

En tur i rutschebanen i Serbien

Endelig skulle det ske. Efter et teknisk møde, hvor vi blev informeret om nogle “spille ting” skulle åbningsceremonien være næste skridt. Desværre havde borgmesteren i Nis tilsyneladende samme arbejdstempo, som dem i lufthavnen, så vi blev en hel time forsinket. 

Da han endelig kom, var der en masse taler, et sangkort sang for os og borgmesteren fortalte hvor stolt han var, og så blev det alligevel tid til første runde. Jeg fik fornøjelse af at have førstetrækket (hvid) mod en ung mand som smykkede sig med titlen CM, som står for Candidate Master.

Kort efter åbningen, spillede jeg et lidt dumt træk, som betød at min unge modstander fik teten og var godt i gang med at udspille mig. Jeg forsøgte at berolige mig selv med, at der nok skulle komme en chance senere i partiet. Det fik jeg ret i, han vandt en bonde og undervurderede mit svar på dette. 

Det betød han måtte ofre et tårn for en springer samtidig med at han måtte afbytte endnu en officer og pludselig sad jeg med et vundet slutspil. Jeg havde dog lidt problemer med at finde frem til den endelige gevinstføring. Her kunn jeg ha brugt min unge modstanders teknik, men jeg måtte tage til takke med min egen og jo mere jeg troede det var vundet, jo dårligere spillede jeg.

Det hele endte med at min modstander kunne blive ved med at sætte min konge skak. Hver gang kongen flyttede ud af en skak kom der en mere. Det har i skak et smukt udtryk, som hedder evigskak.  Man kan selv forestille sig hvordan vi i al evighed spillede videre på det parti. Det gør vi heldigvis ikke, da der venter to runder i morgen, det bliver en hård dag. Fra morgenstunden (Kl. 10:00) skal jeg spille med de sorte brikker mod en endnu bedre modstander end jeg havde i dag. Han har titlen FM, som står for Fide Master. Han er også serber, men jeg har endnu aldrig tabt til en serber, så det må stå endnu en prøve i morgen.

Partiet i dag endte så sent så jeg kun fik en sandvich at spise 😦  Jeg håber det bliver anderledes i morgen. Første måltid er morgenmaden , den glæder jeg mig så til

Jeg har klaret en marathon i dag

Efter en dejlig nats søvn, et bad og en tur forbi morgenmaden, sad jeg klar ved brættet klokken 10:00. Den serbiske Fide Master lagde hårdt ud, men jeg fik hurtigt udlignet og så frem til et hyggeligt midtspil, og jeg syntes egentlig også jeg spillede fornuftigt. Vi når frem til en stilling hvor jeg synes at alle behagelighederne er på min side, så derfor holder jeg spillet i gang og nyder i det hele taget forestillingen.

Pludselig laver min modstander et træk, jeg fejlagtigt vurderer til at være rigtig godt for mig, så jeg ofrer straks en springer for tre bønder og hvad jeg troede var en superstilling. Jeg havde bare ikke læst alt det med småt, for der viste det sig at jeg faktisk nok var i færd med at tabe. Heldigvis var min modstander ved at løbe tør for tid, og måske derfor spillede han et træk, som gjorde jeg kunne slippe ud af balladen.

Det hele endte ud med at han havde en konge, et tårn en springer og en bonde, på den anden side af brættet havde jeg en konge , et tårn og tre bønder. Efter yderlige mange træk, endte vi med hver konge, hver et tårn og så havde han en springer. Nu vil kyndige skakspillere smile og tænke på Cochrane defence, en teknik, som betyder at den person som ingen springer har, alligevel holder partiet remis. Jeg tillod mig derfor at foreslå at vi stoppede her, men det ville min serbiske modstander nu ikke. han forsøgte ihærdigt. For at man ikke skal spille resten af livet, findes der i skak en regel, som hedder 50 træksreglen. Seneste 50 træk efter at en brik er slået skal den ene part have vundet eller der skal slås en ny brik. Da vi slog en brik i træk 55 og min modstander ikke kendte før omtale forsvar måtte jeg pines igennem 106 træk før jeg med retten på min side kunne kræve partiet remis. Uheldigvis var der gået mange timer, så næste runde stod for, døren. Jeg nåede ikke en lur, nåede ikke kaffe (!) og frokosten kom kun til at bestå at en sandvich.

Jeg skrev at kyndige skakspillere kender dette Cochrane defence. Det er ikke fordi jeg vil prøve at frmstå som en kyndig skakspiller, men mine klubkammerater og jeg havde til en træningsaften hyret den svenske stormester i skak Stellan Brynell og han viste os dette forsvar, så derfor sender jeg venlige tak mod Sverige

Hvis man ønsker at lære dette forsvar, så se dette link

Tre på stribe

Efter dagens tidligere lidelser, var det en godt brugt Hr. Madsen, som som satte sig til bordet. En ældre russisk herre, som jeg bemærkede i første runde, hvor han spillede åbningen lynhurtigt og senere viste sig at have teknikken i orden. Jeg havde håbet på en som, om muligt var endnu mere klatøjet end mig selv, så i stedet for at fylde mig med selv medlidenhed, ville jeg prøve at spille så kedelig skak, så han fik medlidenhed med sig selv over at skulle spille mod mig.

Efter lidt mere end en time gav min taktik pote. I en stilling som må karakteriseres, som mere totalt lige, foreslå den russiske herre, at vi indstillede fighten. Det er normalt ikke min stil, men lige på denne dag var det hvad jeg havde brug for. Min modstander fra det lange parti, sendte mig et smil og så ud som om han gerne ville holde tidligt fri også.

I går var jeg nede i restauranten for at bestille, ganske almindelig (filter)kaffe på en termokande. Det tog personalet en del tid at forstå, hvad jeg gerne ville have og endnu længere tid at få det lavet. Heldigvis blev det leveret på værelset.

I dag var jeg så snedig at jeg bestilte det samme , og forklarede at når jeg havde spist, så ville jeg gerne have det med op på mit værelse. Det betød så ikke at de havde det klart da jeg havde spist, og igen tilbød de flinke mennesker at komme forbi med det.

Da det nu fungerede som en slags dessert, så bad jeg dem lige tage et stykke Cheesecake med, så det gjorde de 🙂

 

Ned på jorden

Som Grundtvig udtrykker det i sin salme: ved jorden at blive, det tjener os bedst. Således blev en vis Hr Madsen behandlet af et ungt sebisk talent, denne eftermiddag. Efter tre runder uden nederlag måtte jeg ned på jorden og vende.En venlig sjæl fortalte mig, at ham jeg skulle møde, bliver trænet at den bulgarske stormester Delcev, som han er holdkammerat med. Denne Dolcev har tilsyneladende skrevet en bog om åbningen Modtaget dronninggambit, så derfor fik jeg det råd at spille noget andet end Dronninggambit.

Jeg valgte noget stille og roligt, som også anses for sikkert. Åbningen var meget lige og det blev et dybt strategisk anliggende. Undervejs i partiet må jeg tilstå at selv om jeg havde valgt noget stille musik til vores dans, var det svært. Måske jeg i virkeligheden fik et svar på hvor hvor jeg skal træne mere.  Mens jeg troede det gik fint faldt min unge modstander i den grad i staver, som man siger. Han tænkte grundigt over et træk, i næsten en halv time. Han syntes også det var en svær stilling og det endte med, at den med mindst tålmodighed,også var den med mindst points !

Jeg ville ønske den tålmodighed jeg besidder udenfor brættet, kunne overfæres til skakkens verden, det ville om ikke andet skåne mig for nogle nederlag. I dagens kamp var det helt lige , meget lige endda, men det hele ændrede sig da jeg tog forskud på glæderne. Det gør man ikke ustraffet mod så dygtig en spiller, som min modstander. Han viste sig, efter partiet, at være en sympatisk ung fyr, vi var enige om hvornår og hvordan partiet fandt en vinder, og han rystede ikke på hånden, da han fik chancen for at bringe mig ned på jorden, fuld fortjent sejr til den serbiske ungdom.

Tidligere på dagen vovede jeg mig ud på egen hånd i 30-35 graders varme. Jeg smuttede lige en tur i det lokale supermarked og shoppede lidt ind  🙂  Det var så varmt så jeg blev nødt til at købe en is for ikke at smelte. Jeg tror ikke luftfugtigheden hernede kan lide mig.

Det er da heldigvis andre, der kan, så jeg har hygget mig med flere af spillerne i dag. Mit slutspil fra i går har givet lidt sympati og respekt fra flere kanter. Serberne er meget nysgerrige efter at vide mere om mig og Danmark, så de spørger løs, flere via en tolk og flere med en masse fagter, vi taler om slutspil, EM i fodbold 1992, danskernes forhold til Holland, og selvfølgelig BENT LARSEN.

Omkring klokken 21 spiste jeg aftensmad i 22 graders varme på terrassen med en dejlig udsigt. Jeg nyder det

Dejlige mennesker, jeg er her sammen med, en englænder ved navn David fra Manchester. Han holder dog mere af den blå farve, hvor jeg bedre kan lide den røde. han fortalte at hans tre børn er “farveblinde” og derfor synes bedst om den røde. I morgen skal er han og jeg inviteret på sightseeing af den lokale IM Zoran Ilic, det bliver helt sikkert en god dag. I morgen eftermiddag venter en tyrkisk titelholder. Han smykker sig med titlen FM. Jeg planlægger at invitere ham ned på jorden 🙂

 

 

 

Sightseeing i Nis

I dag klokken 10:00, eller rettere ved titiden, blev jeg hentet af min ven Zoran. Første stop var tæt på centrum, hvor vi hentede David, herfra gik vi hen til et meget lille museum, som drives af en af Zorans venner, sådan bare for sjov. Det var ganske interessant at høre de historier, som han kunne fortælle. Bestemt et museum, man skal kende for at kunne få et kig ind, det er ikke på internet, eller brochurer, man får kendskab til det. Men et ganske fint indslag på vores tur.

Næste stop var Skull Tower, som jeg selv havde læst om inden jeg kom til Serbien, men for ikke at kede nogle med min egen opfattelse af hvad det er, så tjek i stedet dette link, hvis man ønsker lidt historisk indsigt.

Herefter ville Zoran vise os sin sommer residens og det var helt sikkert besøget værd, alene den udsigt kunne man blive glad for jævnligt at have til rådighed. Han viste os sit skakbord, nogle skakbøger og skak-scrapbog, det var absolut hyggeligt. Inden vi kom til sommer residensen, gjorde vi holdt ved Medijana, hvilket var et imponerende syn.Der var en guide som fortalte på serbisk og engelsk. Det gjorde han også  fint, men da en ældre dame fra Australien opdagede vi ikke forstod serbisk overtog hun fuldstændig oversættelsen, til stor moro for alle deltagerne tror jeg.

Efter disse indtryk, endte vi ved en lille lokal restaurant, som jeg næppe havde fundet uden lokal hjælp. Vi fik lidt frokost og lidt at drikke. David og jeg foretrak kun vand da vi skulle spille senere. Zran ærgrede sig men forstod os.

 

Der er visdom i denne blog

Med fare for at virke selvfed, så garanterer jeg, at det kan være lærerigt at læse denne blog. Jeg vil begynde at følge den nu. Jeg har opdaget den kan lære mig noget, den har faktisk allerede lært mig noget. Jeg skal have mere tålmodighed, når jeg spiller skak. Det har jeg læst på denne blog og det burde jeg have tænkt over i dag, så havde jeg sparet mig selv for det dumme nederlag jeg i stedet rendte ind i.

Jeg kom igen i dag ind i en forholdsvis rolig åbning, hvor emnet blev feltet c5. For ikke skak kyndige kan det virke sælsomt at man sidder ved et bræt og har ikke mindre end 64 felter til rådighed, men begge spillere koncentrerer sig egentlig kun om feltet c5. Min modstander havde en god springer, som irriterede mig, så da vi byttede vores springere af, var jeg lettet, så fulgte afbytning af dronningerne, så byttede vi enkelt tårn, således havde vi syv (Ud af otte) bønder tilbage, et tårn en løber og en konge. Min løber var en såkaldt dårlig løber og da min modstander gerne ville bytte den af  tillod jeg det gerne. Nu kunne jeg egentlig læne mig tilbage og tænke, at jeg sikkert uden al  for meget pjat ville kunne bogføre et halvt point. Hvis man kunne undgå at blive utålmodig, kunne man sagtens bruge resten af aftenen på at sidde og file lidt på denne remis agtige-stilling. Da jeg ikke var begyndt at abonnere på denne blog da partiet fandt sted, mistede jeg tålmodigheden og begav mig rask væk ud i et tabt tårnslutspil. Det kan disse unge fyre godt lide og min tyrkiske ven, hjemførte også stikket med stor sikkerhed. Om ikke andet kan jeg da glæde mig over at se ungdommen spille noget fornuftigt skak. Jeg gav dem en chance for at vinde, de tog imod. Måske jeg i virkeligheden også kan lære lidt af dem. Aftenens højdepunkt var en lille russisk pige som efter 5 timers spil ikke lod sig overrumple af sin belgiske modstander. Hun måtte rejse sig hver gang hun rykkede fra den ene ende af brættet til den anden. Men hun havde masser af tålmodighed.

Inden jeg gik på mit hotelværelse var der analyser på terrassen, det gik ikke stille for sig med alle de serbere omkring brættet-

Endelig lykkedes det

I går var en rigtig afslappende dag, forstået på den måde, at efter forskellige ritualer vedrørende morgenen og den efterfølgende morgenbuffet, sad jeg og nød det gode vejr på terrassen og foretog mig I N T E T. 

Ned på værelset til noget aircondition og så forberedte jeg mig på dagens parti, min modstander er stærk, siger de lokale, så respekten er der. Han spiller efter sigende hurtigt, er teoristærk og stærk i slutspil. Det er på ingen måde opmuntrende information jeg kan indhente. Men jeg vil fokusere på mit eget spil og især min svaghed med tålmodigheden. Kan se min modstander spiller 4,e3 eller 5.Se5 mod Slavisk, som jeg regner med bliver dagens udgangspunkt.Begge dele har jeg det fint med, så jeg læser lidt op på lektien og så tager jeg en (velfortjent) lur. 

En god lur er ikke at foragte, jeg går i bad, skifter tøj, barberer mig. Tænder min computer og ser der heppes på mig, bliver virkelig glad for at se, at folk gider interessere sig for, at jeg er taget til Serbien for at spille skak. Der ligger også en invitation om at tage ind til byen til en hyggelig aften, efter dagens parti. Invitationen kommer fra den hyggelige fyr Mihailo, som er repræsentant for det serbiske skakforbund. 

Først skal det vigtigste overstås og jeg går ned i spillesalen, fast fokuseret på de aftaler jeg har lavet med mig selv. Mens jeg sidder og gør klar sprænges lydmuren da en ældre mand opdager mig og udbryder: AAAH Bent Larsen !!

Denne fine fyr er virkelig en oplevelse, han er meget glad for Bent Larsen og omtaler ham gerne. Det er en ven af Zoran Ilic og hans  bror og han er tit at finde ved nogle analyser, her på stedet. Jeg vidste nu, at jeg ville blive skarpt overvåget. Jeg er dybt koncentreret, for at undgå han taler til mig under partiet, men heldigvis nøjes han med at blinke en gang i mellem. Partiet bliver som ventet Slavisk og det bliver varianten hvor hvid spiller e3 i 4.træk.

Vi får hurtig byttet lidt brikker, får rokeret og så går mine alarmklokker i gang. Det er nu jeg skal være opmærksom på at holde fokus og koncentration. Til gengæld synes jeg min modstander, virker som om, han har et problem med dette. Efter 25 træk, synes jeg at min stilling er god og jeg føler det går den rigtige vej. Jeg vinder en bonde mod at min modstander får en garderet fribonde, som jeg dog mener at have regnet mig frem til, at kunne blokere. Igen virker min modstander lettere utålmodig, og det ved jeg at man kan tabe på, så jeg lader ham endelig forblive i den tilstand. Han forsøger sig med et par listige fælder, som jeg heldigvis opdager. Bagefter finder computeren lidt andet , men den spiller heldigvis ikke med under partierne. Jeg begynder at angribe og en skøn forening af min egen fribonde og flere trusler om at sætte modstanderen mat, ender med at jeg efter 52 træk faktisk sætter ham mat.

Bent Larsens fan er begejstret og vil straks ha mig til at vise ham partiet, han er nu allieret med en tolk så vi kan sige andet end Bent Larsen Bent Larsen til hinanden. Han er en venlig mand (og en stærk skakspiller) og han kan lide mit parti. Ifølge tolken siger han at jeg er begyndt at spille som en serber, jeg bliver nu den serbisker viking.

Klokken er blevet så mange, så jeg undskylder at måtte bryde op, men jeg er nødt til at få noget aftensmad. Jeg spiser på denne skønne aften på terrassen og jeg føler mig vildt godt tilpas. Aftensmad og så er jeg på vej i taxa til byens centrum hvor jeg mødes med Mihailo, som er sammen med en (skakspillende) ven, så selskabet er godt.  Klokken er 21:45 og der er et leben som jeg ved ikke hvad. Vi drikker noget kaffe og det er nogle hyggelige fyre, som bagefter vader centrum igennem og forklarer mig om byen. Nis Fortress opleves således by night. De inviterer mig hen i den lokal skakklub, som ligger i nærheden, i et meget lille og V A R M T lokale. En anden fyr , som også deltager i turneringen, byder mig  velkommen og prøver straks at sælge mig nogle skakbrikker. Det lykkedes at undgå et køb og denne hyggelig aften ender kl 01:00 hvor jeg må indrømme jeg er blevet lidt træt, varmen er stadig med på dette tidspunkt.

 

På egen hånd i Nis

I dag skyndte jeg mig ind til centrum af Nis, for at gå rundt på egen hånd. Nu havde jeg jo fået udpeget stederne i går, så det måtte være nemt. Nis er en dejlig by, med en dejlig atmosfære. Folk virker åbne og gæstfri, og vejret kan man bestemt ikke brokke sig over. Jeg gik igennem en gade jeg husker fordi den er fyldt med restauranter og cafeer , jeg blev enig med mig selv om at filme min oplevelse, derfor gik og filmede “hemmeligt”. Det ville sikkert være et fint klip, hvis ikke det var fordi, det blev afbrudt af en mand, som råbte mit navn !!! Min telefon gled hurtigt ned i lommen , det viste sig at være min ven fra i går aftes, som endnu en gang havde vovet sig ud på en café. Han var sammen med to venner og selv om de ville have, jeg satte mig hos dem, takkede jeg nej. Jeg var i stormagasiner og diverse butikker, men det endte med, at jeg kun osede, på vej hjem slog jeg vejen ind forbi det lokale supermarked, og handlede lidt ind til køleskabet på hotelværelset. Minibaren er nu ellers til at betale, men indholdet, ville jeg gerne have ændret lidt på. Fik skrevet lidt forskelligt og tog en kop kaffe i restauranten, mens mit værelse blev cleanet. Så kunne jeg tage en lur,  når det var ordnet, men da jeg lige har lagt mig, ringer min telefon. I displayet står et nummer, jeg tænker det enten er lokalt eller et mobilnummer, så jeg besvarer opkaldet, måske det var noget vigtigt: “Hej, det er Troels. Jeg vil gerne tale med dig om din el-regning”, lyder en kæk ung stemme. Jeg betror den unge mand, jeg ikke synes det er tiden til den snak nu. “Hvorfor ikke, jeg havde ikke tænkt mig, det skulle vare hele dagen”, lyder det endnu mere kækt. Her udløb det taletidskort, Troels havde hos mig, jeg sagde jeg var på et hotel i Serbien og selv om han tydeligvis ikke troede på dette svar, accepterede han, at samtalen endte her. Min lur begyndte og efter den, blev jeg enig med mig selv, om hvad jeg skulle spille. Glad ned i spillesalen, luften er virkelig dårlig i dag. Jeg døjer med lidt kvalme, der er meget varmt i spillesalen og luften er bestemt ikke god. Til gengæld synes jeg, det ser fornuftigt ud på brættet. Jeg holder mit fokus på at være tålmodig, men det koster på klokken, måske fordi jeg beregner varianterne om igen, fordi jeg ikke synes, de sidder første gang.  Det viser sig,at jeg har lært lidt om at være tålmodig, men ikke under tidspres, så 11 træk før tidskontrollen, kommer mit mareridt tilbage. Den mest lige stilling jeg har haft i denne turnering, blir nu forvandlet til en tabt stilling. Det ville være (for) nemt at bruge den dårlige luft i lokalet skylden, eller det at jeg kom under tidspres, men i bund og grund er det min egen skyld. Kort fortalt så min modstander bare noget, jeg ikke havde set. Det var et nederlag, som gjorde lidt nas, kunne jeg mærke. Humøret steg ved at tale i telefon med kæresten. Efter aftensmaden talte jeg med nogle af deltagerne, og der blev vi vidner til lidt dramatik. To spillere er uenige om et hændelsesforløb. Dommerne tilkaldes og det udvikler sig til noget råberi. Faktisk ender det i regulær håndgemæng mellem en tyrker og en serber. Sig ikke skak er kedeligt og slet ikke i Serbien .

Det lakker mod enden

Det er så småt ved at være tid til at få styr på sagerne, jeg skal allerede forlade Nis i morgen efter sidste runde. Leje af bil er doblet op, så med lidt ukendte skatter og gebyrer vil det nu koste 1000 kr at køre selv, eller ti mere end det koster med bussen. Jeg vil prøve at få en busbillet i morgen i stedet.

Kufferten er så godt som pakket, tøj lagt frem til i morgen, således jeg blot skal tænke på bad, mad og skak i morgen tidlig. Jeg har afregnet minibar og restaurantregninger tilskrevet værelset, således jeg blot skal tjekke ud i morgen og drage videre til Beograd.

I aften skal Zoran, David og jeg ud sammen og sige farvel til Nis, eller  збогом, som man siger på disse kanter. Jeg håber for mit vedkommende at udskifte farvel med et på gensyn. Jeg vil gerne tilbage, og jeg har et åbentstående tilbud om at låne Zorans ferie residens, så hvem ved?

Dagens modstander kommer fra Frankrig, smykker sig med titlen AIM, som står for Arena International Master. Ikke en titel jeg kender, men det er en titel som man opnår ved at spille online. Jeg kender hverken ham eller hans titel og det eneste jeg ved om ham er at han er han er seedet tre pladser under mig, så på papiret er jeg for første gang favorit 🙂

Jeg har ikke lyst til at forlade Serbien, men glæder mig nu alligeveltil et gensyn med Litauen